Vælg dato herover og derefter klik på det tidspunkt du ønsker at se filmen nedenfor. Find mere information om filmen længere nede på siden.

Egetræets hjerte
Vær med, når GRØN BIO finder luppen frem og i selskab med biolog og myreforsker, Joachim Offenberg, udforsker haven med nye øjne. Vi viser også EGETRÆETS HJERTE, der skriver sig ind i traditionen af naturdokumentarer såsom 'Pingvinmarchen' og 'Sneleoparden'.
I haven findes der myg, der danser til de dør. Bier der laver plastikposer deres børn bor i. Og skøjteløbere der surfer på hjemmelavede bølger i vandhullet. Sommerfuglene sætter kyskhedsbælter på hinanden. Og så er der dyret, der bliver født som voksen, efter først at have parret sig med sine søskende i kroppen på deres mor.
Dyrene er ikke kun fascinerende. De kan også hjælpe os. Fx hvepse der viser hjerneforskere, hvordan man reparerer en hjerne der er blevet syg, eller spyfluer der kan afsløre en morder.
Hør om de små dyrs ubegribelige liv. Se hvordan de ser ud. Og se din have med nye øjne. Advarsel: Din have bliver aldrig den samme igen!
OM FILMEN
Oplev livets gang for alle de små dyr og væsener, der lever side om side - ligesom os - i deres eget lille samfund. Her er der også udfordringer med opdragelse, nabospektakler, fuldtidsarbejde, gensidig afhængighed og kamp for overlevelse.
I skoven står et mægtigt 210-årigt egetræ. Træet er hjem for et væld af skabninger. Mange og mangeartede, som alle har taget bolig i egetræet: Egern, nøddesnudebiller, skovskader, myrer, husmus og mange, mange flere… Hele dette levende, summende og fantastiske univers er dybt afhængig af det majestætiske træ – fra dets rødder til dets krone – for at få føde, ly og beskyttelse. Over et år opleves naturens cyklus med de skiftende farver og årstider samt dyrenes og insekternes tilpasning og urgamle instinkter.
EGETRÆETS HJERTE (2021) var udtaget til både Berlin Film Festival og CPH:DOX. Det er et overflødighedshorn af smukke billeder, der skriver sig ind i traditionen af naturdokumentarer for hele familien såsom 'Pingvinmarchen' og 'Sneleoparden'. Den har en usædvanlig rollebesætning og en inspirerende indsigt i levende væseners skønhed og skrøbelighed. En sanselig og poetisk hyldest til livet, hvor naturen alene får lov til at udtrykke sig.